Regler
Brug tid på at reglerne er i orden. Du kan risikere at blive trukket i karakter, hvis der er fejl.
Reglerne du ser nedenfor er dem, der er almindelige i opgaver. Nogle skoler har andre regler, eller slet ingen, så spørg om der er særlige regler på din skole.
Husk at gøre det inden du begynder at skrive.
Citater?
Hvis du vil citere ordret fra din kilde skal du markere det tydeligt. Du kan bruge "anførselstegn/gåseøjne", eller kursiv. Du kan også bruge indrykning af teksten, så viser du tydeligt, at det ikke er dine egne ord. Du skal lave en henvisning til hvor du citerer fra, og du skal have sidetal fra kilden med. Litteraturhenvisningen sættes i en fodnote. Første gang du henviser til en kilde skal du have alle oplysninger med. Næste gang du henviser til den samme kilde, kan du nøjes med at skrive fx forfatterens navn.
Forside?
Her oplyser du dit navn, faget, skolens navn og dato. Det er en god ide med en illustration, der belyser opgavens emne. Du kan også skrive din problemformulering her.
Hvor stor skal opgaven være?
En større skriftlig opgave på en ungdomsuddannelse fylder normalt 15 sider, når du bruger 1 1/2 linjeafstand. Du regner ikke Forside, Indholdsfortegnelse, Illustrationer og Litteraturliste med. Nogle skoler bedømmer efter antal ord. I Word kan du tælle ord løbende.
Linjeafstand?
1 1/2 er normalt.
Litteraturliste?
Er en liste over de kilder, du har brugt i din opgave. Det kan være bøger, artikler, internetsider eller film. Har du kilder med i dine noter i teksten, skal de altid med i litteraturlisten. På skrivOpgave finder du en litteraturlisteautomat, der ordner oplysningerne om din kilde efter de almindelige regler. Så kan kan du kopiere listen over i din opgave.
Margen?
Venstre margen 3,5 cm. Højre margin 2 cm.
Normalside?
Bruges når man beregner efter antal ord og tegn. Der er ingen faste regler, 2400 tegn + mellemrum bruges ofte.
Noter?
Er henvisninger til kilder, kommentarer og bilag. Markeres i teksten med et hævet tal. Word kan sættes til at lave fodnoter automatisk og tælle frem. Pas på at holde rækkefølgen, når du reviderer teksten. Noter kan også angives med et tal i parantes. Så skal du lave en noteliste, som sættes til sidst i opgaven. Noter må ikke være for lange.
Referat?
Man skal kunne se, at du refererer. Skriv fx: "Forfatteren skriver..." Du kan markere overgangen fra referat til dine egne efterfølgende kommentarer ved fx at skrive "Min kommentar er.." eller "Jeg udleder heraf.."
Sidetal?
Alle sider undtagen forside og indholdsfortegnelse nummereres, og sidetal skrives ind i indholdsfortegnelsen. Det er mest praktisk at placere sidetallet nederst til højre på siden. Sidetal kan sættes automatisk i Word.
Skrifttyper?
Times New Roman 12 pkt er almindeligt. Kursiv bruges til at fremhæve noget. Pas på med at bruge fremhævning for tit. 2-3 pr. side er nok. Kursiv kan også bruges til citater, men så må du kun bruge det hertil, ellers bliver teksten uoverskuelig.
Vil du vide mere
Relevante links
Studieretningsprojektet
Studieportalen. Word skabeloner til figurer, tabeller, citater
Plagiat
Definitioner og øvelser. For universitetsstuderende, men mange gode råd kan bruges på gymnasieniveau



